GEORGE WHITEFIELD (1714 – 1770) PDF Print E-mail

Calvinist, Evangelist og Vækkelsesmand

George Whitefield blev beskrevet af sin samtid som: “denne tidsalders under.” Whitefield var en veltalende forkynder som tryllebandt sine tilhørere. Han tiltrak nogle af de største menneske mængder der og til den tid nogensinde havde været samlet, over to kontinenter, uden nogen institutionel støtte, gennem bøn og den blotte kraft i hans personlighed. ”The Great Evangelical Awakening” der føg over de britiske øer og nord Amerika i det 18 århundrede er for det meste blevet tilskrevet George Whitefields dynamiske tjeneste.

“ Sandsynligvis har der ikke siden Luther og Calvin været sådan et legeme valgt til at bære nådens ærinde til folke mængderne. Ved Hellig Åndens kraft, forvandlede han sterile religiøse ødemarker til frodige himmelske græsgang, og såede i god jord sæden til praktisk pietisme, hvis frugt velsigner og opmuntre os i de institutioner og vaner der er blevet nedarvet til os fra tidligere generationer af kristne.” Gene Fedele

George Whitefield blev født som den yngste af syv børn, ved Gloucester, som søn af en kroejer. Hans far døde da han var bare to år gammel. Hans mor blev gift igen, men det endte i en katastrofe af en skilsmisse. Hans mor, Elizabeth Whitefield, sled for at vedligeholde ”the Bell Inn”, med George der vaskede gulve, rengjorde værelser og serverede for folk. Whitefield genkaldte senere hvordan hans mor udholdte 14 ugers sygdom efter at have født ham, og at hun ofte sagde at hun forventede mere af ham end af nogle af hendes andre børn. George udtrykte ønske om at “følge min kære frelsers eksempel, som blev født i en stald der tilhørte en kro.” På grund af sin mors bestræbelser, kom unge Whitefield ind på Pembroke College, Oxford, som en opvarter. Han ville komme igennem college ved at opvarte de rigere elever i Oxford.

Selv før ha ankom til Oxford, havde han hørt om “the Holy Club” (methodisterne) af John og Charles Wesley, som generelt blev foragtet og latterliggjort. George følte sig nødt til at forsvare dem med argumenter. Med tiden blev Whitefield budt velkommen til deres “Holy Club” og søgte at leve efter deres strenge regler. På dette tidspunkt, mens han læste “The Life of God in the Soul of Man” af Henry Scougal, erklærede Whitefield: “Gud viste mig at jeg måtte fødes igen.” George nævnte senere at i Oxford blev det klart at han ikke var nogen akademiker, men at han var kaldet til at kommunikere evangeliet. Han besluttede at blive missionær i Amerika. Men, hans store andagts overdrivelse og lange fasten ødelagde hans helbred og han fik en lang og udmattende sygdom.

Da Whitefield kom sig, tilbød Dr. Benson, biskop i Gloucester, ham ordination til diakon. Efter en kort periode som midlertidig præst for en menighed i Hampshire, sejlede Whitefield til Amerika. Han var allerede meget kendt som en populær prædikant. Store menneskemængder havde samlet sig i og omkring London, hver gang han talte. Der var blevet skrevet avis artikler om sensationen “drenge prædikanten” og hans intense og følelsesmæssige præsentationer af bibelske karakterer og historier som blev besøgt af store menneskemængder og usete følelsesmæssige tilkendegivelser. Før han tog til Amerika, udgav Whitefield sit første budskab: “The Nature and Necessity of Our Regeneration or New Birth in Christ Jesus.”

I Georgia, prædikede Whitefield fem gange om ugen til fyldte menigheder. Masser fulgte ham.

Da han vendte tilbage til London, blev kirker åbnet på hverdage og der blev sat vagter ved døren for at forhindre at for mange mennesker skulle tvinge sig ind i bygningerne. Ved Bermondsey church, stod der næsten 1,000 mennesker udenfor kirken, ude af stand til at høre hans budskab. Whitefield følte en stor trang til at prædike til denne forsamling fra gravstenene. Dette var begyndelsen på frilufts-prædikener. Snart, ved Kingswood, nær Bristol, begyndte Whitefield hans frilufts-prædiken for omkring 200 kulmine arbejdere. Anden gang han prædikede samlede der sig 2,000 mennesker for at høre ham. Tredje gang var der op mod 5,000. Antallet af forsamlede voksede indtil mere end 20,000 mennesker var samlet på markerne for at høre denne kraftfulde prædikant.

Selvom de almindelige mennesker flokkedes for at høre ham, var de kirkelige autoriteter forargede over George Whitefields påfund med at prædike evangeliet udenfor helligheden af en kirkebygning og besluttede at nægte ham at prædike fra deres talerstole i fremtiden. Hvad Whitefield havde valgt at gøre, blev nu en nødvendighed. På den tid syntes ideen om udendørs, udlæggende prædiken, uden en talerstol eller noter mellem ham selv og menigheden, yderst revolutionerende og uværdigt for den etablerede kirke.

Det var på dette punkt, tidligt i 1738, at George Whitefield konkluderede at hans kald var at være en omrejsende prædikant til byområder udi hele den Anglo-Amerikanske verden. Det var under hans prædiken rejse i de amerikanske kolonier i 1739 – 1740 at ”the Great Evangelical Awakening” udbrød. Whitefields første stop var Philadelphia – en stor havneby, den mest cosmopolitiske by i den nye verden, med en blomstrende markeds økonomi. Ved hvert stop langs Whitefields tjeneste rejse fra Philadelphia til New York, og tilbage igen, samledes der rekord store tilhørerskarer, som ofte oversteg befolkningen i de byer han prædikede i.

Vidner fortalte om det bemærkelsesværdige fenomen af tryllebundne tilhørere, der lyttede i forundret tavshed i større tal end hidtil set før på denne tid i nord Amerika. Nogle af de mest dramatiske åndelige tilkendegivelser fandt sted under Whitefields 39-dags hvirvelvind tur i New England. Den 17 oktober 1740, prædikede Whitefield i Northhampton, Massachusetts, og boede hos den kendte teolog Johnathan Edwards. Edwards fortalte “Menighede var bemærkelsesværdigt smeltet...næsten hele forsamlingen var i tåre store dele af tiden.”

Det var efter dette besøg at Edwards prædikede hans berømte prædiken “Sinners in the Hands of an Angry God.” Sarah Edwards observerede at Whitefield sigtede mere til at påvirke hjertet ved at proklamere simple sandheder fra biblen end nogen anden prædikant hun nogensinde havde hørt.

Det var under denne anden tjeneste rejse til Amerika at Whitefield skaffede en 4050 m2 stor grund til sit Bethesda (Nåde huset) børnehjem 16 km nord for Savannah, Georgia. I 1740 havde han næsten 40 børn i sin varetægt, men det var ved dette punkt, men der var vækkelse i New England, at der opstod en uoverensstemmelse mellem Whitefield og hans bestyrrelse, som trak deres støtte tilbage. Forråd på vej til børnehjemmet blev stjålet. Snart skyldte Whitefield omkring 5000 kr – 20 års løn på den tid. Så døde hans primære sponsor William Seward, uden et testamente. Whitefield fortalte: “Jeg var flov over Mr. Sewards død. Han døde uden at sikre mig på nogen måde, og jeg skyldte i forvejen en masse penge på børnehjemmets vegne... Jeg fristes næsten til at ønske at jeg aldrig havde påtaget mig børnehjemmet.” Gælden mod Bethesda satte Whitefield i risiko for at komme i fængsel for ubetalt gæld. De finansielle byrder forbundet med børnehjemmet beskrev Whitefield som: “liggende som en dødvægt på mig.” Det var først i 1768 at Whitefield endelig formåede at betale gælden.

Med vækkelse over England og nord Amerika, sejlede Whitefield til Skotland. I 1742 blev Whitefields prædiken modtaget med stor entusiasme i Glasgow og Edinburgh. Whitefields aften gudstjenester tiltrak tusindvis og blev ved indtil kl.2 om morgenen “der var scener af ukontrolerbar forvirring, som en slagmark...hele natten på markerne kunne man høre stemmer i bøn og tilbedelse.” Whitefield kommenterede at tilkendegivelserne i Skotland “langt overgik alt jeg så i Amerika.” Ved en tjeneste deltog 20,000 mennesker ved et møde der varede til langt ud på natten. Om søndagen uddelte Whitefield nadver på markerne. Der fortaltes at overalt du gik “kunne du høre folk der bad til eller lovpriste Gud.” Whitefield tog på 14 tjeneste ture til Skotland og 7 til Amerika.

Tidligt i hans tjeneste opstod der en skarp konflikt mellem John Wesley og George Whitefield. Da Whitefield forlod England i 1739, var han den anerkendte leder af ”the Evangelical Awakening”, og han betroede sine tusinder af omvendte i John Wesleys varetægt. Da han vendte tilbage til England tidligt i 1741, fandt han at “mange af mine åndelige børn...vil hverken høre, se eller give mig den mindste assistance. Ja, nogle af dem sendte truende breve…” John Wesley havde prædiket og udgivet ting mod George Whitefield undervisning om forudbestemmelse og fuldt ud syndige. Wesley afviste Whitefields Calvinistiske overbevisninger og mente at syndfri perfektion var opnåeligt i dette liv.

Whitefield havde altid respekteret John Wesley som sin “åndelige fader i Kristus” og tiltalte Wesley som “Ærede hr.” i sine breve. Selvom Whitefields evangelistiske succes langt overgik den af hans tidligere læremester, vedblev ham med at vise John Wesley stor respekt resten af sit liv, da han bad om at John Wesley skulle prædike ved hans begravelse.

Men, John Wesleys arminianisme var fjendtlig overfor Whitefields Calvinistiske overbevisninger. I marts 1739, mens Whitefield var i Amerika, prædikede og udgav Wesley en passioneret arminiansk prædiken “Gratis nåde.” Han bevidnede at dette skridt kun kunne tages med stor bekymring og efter at have søgt et tegn fra himlen og have kastet lod to gange. Wesley frygtede at Calvinisme ville afskrække vækst i hellighed. Wesley forsikrede at “Gratis nåde” var vidt udgivet i Amerika, hvilket tvang Whitefield til at skrive et svar.

På trods af nogle hede temperamenter og hårde ord i udvekslingen, blev George Whitefield og John Wesley forligede igen. Ikke at der var nogen enighed om de to emner forudbestemmelse og perfektion, men de blev enige om at være uenige. Whitefield nægtede at bygge Calvinistiske Methodistiske kapeller, steder hvor der allerede var Methodist samfund. Wesley indvilligede i at gøre det samme. Whitefield var velkommen til at prædike ved mange af Wesleys samfund. Og mere end en gang optrådte Whitefield som mellemmand når de to Wesley brødre blev uvenner, specielt når Charles saborterede Johns giftemåls udsigter til Grace Murray.

I 1749, opsagde Whitefield formelt lederskab over ”Calvinist Methodist Societies” og udgjorde ikke længere nogen “trussel” mod Wesley som chef organisator for vækkelsen i England. Wesley lånte Whitefield en af hans bedste prædikanter, Joseph Cownley til at tjene ved ”the Tabernacle” i London. Whitefield lagde fundamentet til ”Kingswood College Bristol”, som blev meget vigtigt for Methodisme.

Et andet interessant venskab George Whitefield havde var Benjamin Franklin. Franklin og Whitefield var klart modsætninger på det teologiske spektrum. Benjamin Franklin bekendte en religiøs bekendelse der bestod primært af gode gerninger. Whitefields sidste offentlige ord, prædiket få timer før hans død, erklærede: “Gerninger! Gerninger!kommer en mand til himlen ved gerninger? Jeg kunne snarere tænke mig at klatre til månen med et reb af sand!”

Dog, gik Benjamin Franklin og George Whitefield udover et partnerskab i udgivelser, til et ægte venskab med gensidig tillid og respekt.

Da der opstod koloniale spændinger med fædrelandet, tog Whitefield klart Amerikas parti. Da Benjamin Franklin trådte for Parlamentet, deltog Whitefield ved alle møder og gav sin gamle ven offentlig støtte. Benjamin Franklin roste Whitefields evangelistiske iver og barmhjertige tjeneste. Han skrev opmuntrende til Whitefield om at organiserer “et stærkt legeme af religiøse og arbejdssomme mennesker” med sæde i Ohio. “Ville det ikke stærkt behjælpe vores introducering af religion hos hedningerne hvis vi, med sådan en koloni, kunne vise dem et bedre kristent eksempel, end de ser normalt hos vore Indianer handelsmænd?”

Nogle historikere tillægger “Sort kristendoms komme” i Amerika til George Whitefields første prædiken rejse i Philadelphia hvor han opsøgte slaver som tilhørere, prædikede evangeliet for dem og skrev på deres vegne.

En af Whitefields klassiske frilufts prædiken slag fandt sted i 1746 i Moorfields ved London. Han begyndte at prædike kl 6 om morgenen da der havde samlet sig 10000 mennesker, for at vente på at sports begivendhederne begyndte. Whitefield prædikede tre gange i mange timer den dag, på trods af trommer, trompetister, spillere, mobbere og vulgære angreb med sten, jord, rådne æg, stykker af døde dyr og al slags møg blev smidt efter ham. Da en rekruterings officer marcherede hans mænd gennem tilhørerne i håbet om at forstyrre, bad Whitefield sine folk om at træde tilbage og gøre plads for “kongens officer” og så lukke til igen. Denne manøvre fangede mændene i mængden af de tilbedende. Da opråbene fra hedningerne blev så høje at Whitefield ikke kunne høres, holdt han med at prædike og kaldte de kristne til synge med høj stemme, og således, med sang, bøn og prædiken holdt han marken dagen ud. Mere end 1000 breve blev givet ham af folk der var “blevet anfægtet.” 350 mennesker kom til Kristus og blev medlem af hans menighed som resultat af den dags prædiken.

I hans levetid prædikede Whitefield mindst 18,000 gange. Han prædikede gennemsnitlig 12 gange om ugen og brugte 20 – 50 timer på talerstolen om ugen. Whitefield var Amerikas første berømthed. Omkring 80% af alle Amerikanske kolonister hørte ham prædike, mindst en gang.

Brutale bander af ikke-kristne angreb til tider Whitefield og hans følge. Whitefield modtog dødstrusler med posten, og en gang blev han stenet næsten til døde. I sin levetid, blev han erklæret: “den største prædikant England nogensinde har produceret.” Det blev bergnet at han havde prædiket for over 10 millioner mennesker i sit liv. Whitefield vågnede normalt kl 4 om morgenen og begyndte at prædike omkring 5 eller 6 om morgenen.

Mens John Wesley er kendt som grundlæggeren af metodist bevægelsen, husker kun få at det faktisk var George Whitefield som grundlagde de først metodist samfund og grundlagde de fleste af de metoder der blev brugt under 1700 tallets ”Evangelical Awakenings”. Det var Whitefield der pionerede at prædike på marker snarere end i kirker, udgivelse af blade og at holde konferencer. Whitefield udgav det første blad i nord Amerika: “Christian History” – cder indeholdt “autentiske beretninger om de mest bemærkelsesværdige passager, historisk og dogmatisk” af berømte kristne i fortiden.

Whitefield pressede sig selv så hårdt og prædikede så intenst at han ofte var syg bagefter. Ved siden af at prædike 12 gange om ugen, varetog Whitefield somme tider begravelser, bryllupper, rådgav folk, varetog adskilledlige menigheder, vedligeholdte en stor korrespondance, såvel som at organisere hans velgørenheds arbejde og prædikede ved konferencer, som Lady Huntington til tider beskrev som “forfriskende fra vor Guds nærhed… Mr. Whitefields prædikener og formaninger var tætte, søgende, eksperimenterende, frygtelige og vækkende.”

Dog, på trods af alt det han opnåede indimellem fysiske prøvelser og åndeligt arbejde, skrev Whitefield ved sin 37 års fødselsdag: “Jeg skammer mig ved at tænke på at jeg har levet så længe og lavet så lidt.”

Mange gange rejste Whitefield gennem frygtelig regn og snestorm for at komme til sine aftaler. Meget af hans korrespondance, læsning og studie blev gjort mens han rejste, og midt imellem en “mængde arbejde.” Ofte, ignorerede Whitefield lægers råd og han fortsatte sin 1770 prædiken rejse i Amerika, idet han sagde: “Jeg vil hellere slides op end ruste op.” Problemer med vejrtrækningen, næsten besvimelse, havde brug for hjælp til at komme på hesten, hørte man Whitefield bede: “Herre, hvis jeg endnu ikke har fuldført min vej, lad mig gå og tale for dig endnu engang på markerne, forsegl din sandhed og lad mig så komme hjem og dø!”

Denne bøn blev besvaret i det han formåede at fuldføre en sidste kraftfuld prædiken. Den følgende morgen døde han ved Newburyport. Alle klokkerne i byen ringede, skibene i havnen saluterede i sorg, man flagede på halvt. I Georgia blev alt sort stof i forretningerne opkøbt og kirkerne klædt i sort. Guvernøren og rådet mødtes ved ”the State House” i dyb sorg og marcherede i procession for at høre begravelses prædikenen. Poet John Green Whittier beskrev Whitefield som: “Et liv af ren hensigt. Stemmen af advarsel og dog veltalende.”

Whitefield er blevet tillagt grundlæggelsen af non-kirkeretning, international, missions tjeneste. Han prædikede til hjertet og forlangte et svar. Han brugte medierne og banede vejen som fremtidige generationer af evangeliske vækkelsesfolk, feltpræster, unge og studenter ledere og kristne hjælpeorganisationer siden har fulgt. Efter alle vidnesbyrd, er de som blev vækket af hans brændende ord til en følelse for deres åndelige behov og som kom til Kristus, som et resultat af hans bibelske prædikener at tælle, i mindst, hundrede af tusinder. Livene der er forandrede af ”the Great Evangelical Awakening” gennem hans omrejsende prædiken tjeneste er utallige.

Nogle citerede udtalelser af George Whitefield:

“ Der er intet på jordens overflade jeg afskyr mere end dovenskab og dovne mennesker.”

“ Må Gud forbyde at jeg skulle rejse sammen med nogle i bare 15 min uden at jeg taler med dem om Kristus.”

“ Jeg håber at blive rig i himlen ved at tage mig af faderløse på jorden.”

“ Unge kristne er som små bække der laver meget lyd og har lavt vand; gamle kristne er som dybt vand der laver lidt lyd, bærer en stor mængde og ikke giver efter.”

“ Lidelsesstunder er en kristens bedste forbedringstid.”

“ ved kraften i tegn og undere, ved Guds ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus...blot har jeg sat en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt, for ikke at bygge, hvor andre har lagt grunden.” Romans 15:19 – 20

Dr. Peter Hammond
The Reformation Society
PO Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
E-mail: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

Web: www.ReformationSA.org

Sources: George Whitefield and the Great Awakening by John Pollock, 1973
George Whitefield: The Life and Times of the Great Evangelist of the Eighteenth Century/Revival(2 volumes) – 1980
George Whitefield Journals (Banner of Truth) - 1960

 
Copyright © 2017. Frontline Fellowship. Powered by joomla
S5 Logo