JOHN KNOX – OG REFORMATIONEN I SKOTLAND PDF Print E-mail

Da Martin Luthers bøger, og Tyndales oversættelse af det nye testamente, kom til Skotland, blev de modtaget med stor interesse. Studerende ved St. Andrews University begyndte at tage deres tro seriøst. Patrick Hamilton, en studerende ved St. Andrews, skrev en bog som blev dømt som kættersk. Han flygtede til Tyskland, mødtes med Luther og vendte snart tilbage til Skotland. Hamilton begyndte at forkynde den protestantiske tro med stor frimodighed.

HAMILTON BLIVER FORRÅDT

Ved en Parlaments beslutning, 17 juli 1525, blev importering af Luthers bøgerforbudt. I 1528, hidkaldte ærkebiskoppen ved St. Andrews, Hamilton til “en debat.” Men han havde ikke til hensigt at debattere med Hamilton, det var en fælde. Før nogle af Hamiltons venner kunne komme ham til forsvar, fandt en kirkeret ham hurtigt skyldig i “kætteri.”

Selvom de fleste kætter retsager to uger, blev Hamiltons ordnet på mindre end 12 timer. Det tog 6 pinefyldte timer for Hamilton at brænde ihjel på pælen. Patrick Hamilton var Skotlands første protestantiske martyr. Han var kun 24 år gammel. Hans død inspirerede en vidtrækkende interesse i reformationen, og en øget modstand mod katolisismen.

Hamiltons sidste ord var: “Hvor længe, O Herre skal mørket dække denne egn? Hvor længe vil du udholde dette menneskers tyranni? Herre Jesus, modtag min ånd!”

OMVENDELSE

I 1543, indgik regenten for spædbarns dronningen Mary Queen of Scots, en pro-engelsk, og derfor protestantisk politik. Dette var under Kong Henry VIII regeringstid. Regenten opmuntrede bibellæsning og promoverede prædikener af reformatorer. Det var gennem Thomas Guilliames prædikener, en omvendt munk, at John Knox blev omvendt, i 1543. Den opildnende effekt af denne nyfundne tro og frihed, glæden ved at opleve Guds nåde, forandrede Knox forevigt.

Men, snart, trak de skotske myndigheder deres tidligere pro-reformation politik tilbage og begyndte at true protestanterne.

WISHARTS MOD

Høj, køn og velopdragen George Wishart blev talsmand for den voksende protestantiske bevægelse i Skotland. Wishart rejste rundt i landet og proklamerede reformationens dogmer, dygtigt og med overbevisning.

Kardinal David Beaton, ærkebiskop af St. Andrews fik 5 protestanter henrettet i 1544 og prøvede to gange at få den populærere Wishart myrdet. Efter et mislykket mordforsøg, på grund af frygt for hans sikkerhed fik protestanterne arrangeret det sådan, at han flyttede sted dagligt, for at undgå tilfangetagelse. John Knox, udstyret med et stort tohånds-bredsværd var en del af den livvagt der var sat på Wishart. Dem som kom til en gudstjeneste ved George Wishart, fik, i stedet for en normal messe på latin, menigheds sang, og en livlig time-lang prædiken på deres eget sprog.

I 1536, da Wishart mente at hans arrestation var nært forestående og uundgåelig gav han sin livvagt fri og sagde, “en er tilstrækkeligt til et offer” Wishart blev dømt som kætter, kvalt og brændt efter kardinal Beatons ordre. Da ilden blev tændt, erklærede Wishart: “Denne flamme har sodet min krop, dog har den ikke skadet min ånd. Men ham der beskuer os fra det høje med stolthed, skal, indenfor få dage, ligge i den samme skam som han nu stolt hviler i sig selv.”

HÆVN

Indenfor to måneder af Wisharts henrettelse, snigmyrdede 16 skottiske adelige Beaton på en meget brutal måde. Inden Beaton blev slået ned, blev han stærkt formanet til at: “Omvend dig fra dit tidligere onde liv, men især for udgydelsen af, Guds nyttige instrument, Mester George Wisharts, blod, som… kalder på hævn… Vi fra Gud er sendt for at hævne det… Det har, og vedbliver med at være en stædig fjende af Jesus Kristus og hans hellige evangelie.” Så indtog en gruppe ivrige protestanter, ”the Castilians”, byen St. Andrews og barrikaderede sig selv i slottet der.

KALDET

Selvom Knox hverken var en del af snigmordet eller konspirationen, besluttede han at slutte sig til disse mænd for at tjene dem. Imponerede over Knoxs undervisnings evner, spurgte de ham om at blive slots præst. (Selvom, Knox havde læst jura og teologi ved St. Andrews universitet, og var blevet ordineret, var han på grund af for mange præster i Skotland endt med at blive underviser og ikke tidligere havde tjent som præst i et sogn.) Knox var overvældet, rørt til tårer og afviste så offeret, idet han følte sig uværdig.

Over de næste par dage, vedblev menigheden med at give ham kaldet. Så, mens han deltog i en lokal gudstjeneste i St. Andrews, hørte Knox, Dean John Annand proklamere Katolicismen, påstående at den var “Kristi brud.” Knox rejste sig fra sin bænk og afbrød ham, og erklærede at den romerske kirke ikke var Kristi brud, men en prostitueret. Det romerske pavedømme var faldet yderligere fra apostlenes tro end jøderne var fra Moses da de korsfæstede Jesus.

Til dette, krævede menigheden højlydt at Knox skulle retfærdiggøre sine bemærkninger i en prædiken den følgende Søndag – hvilket han gjorde. Knox erklærede at den romerske kirke var blevet en satans synagoge. Han holdt sig ikke tilbage og en tilhører bemærkede at mens andre havde beskåret de yderste grene i pavedømmet, havde Knox “hugget efter roden for at fælde hele træet!” Dette var begyndelsen på en offentlig karriere for en af de mest kraftfulde prædikanter i reformationens æraen.

FANGET OG FORDØMT

Den franske flåde lagde belejring på St. Andrews slot, som overgav sig i juli 1547. Rebellerne blev taget med til Rouen, i Frankrig. Knox og de fleste protestanter blev dømt til livsvarigt slaveri som galajslaver. En livsvarig galaj dom blev anset som den næstværste efter henrettelse. Knox sagde lidt om sin tid på galajerne, men to ord som han brugte til at beskrive det var: “plage” og “lidelse.” Under hans tid på galajerne, fik han en nyre infektion og mavesår, som påvirkede ham resten af hans liv.

Omkring 150 galaj slaver, eller forsairs, var 6 om en åre. De 25 åre var alle omkring 15 lange. Roerne var lænket til åren, når de ikke varetog andre pligter. C omites på skibet bar pisk for at sikre sig at de dømte og krigsfangerne gjorde hvad de kunne. Galaj slaver blev anset som billig og undværligt brændstof for skibe.

Knox var omkring 33 år da han blev sendt til galajerne. Hans stærke karakter, som var tydelig i resten af hans liv og tjeneste, tjente ham godt under disse strabasser. Ved en begivenhed, mens der blev holdt messe på galajen og der blev sunget Salve Regina (O, Holy Queen), blev en statue af Jomfru Maria ( Vor Frue) delt rundt, for at alle ombord skulle kysse den. Han nægtede: “Plag mig ikke; sådan en afgud er forbandet!” Da denne statue endnu engang blev holdt frem for Knoxs ansigt for at han skulle kysse den, snuppede han afguden og smed den over bord, idet han sagde: “Lad nu vor frue redde sig selv. Hun er let nok lad hende lære at svømme!”

Knox tilstod at slaverne ombord på disse galajer blev “forfærdeligt behandlet.” De blev også presset til at afsværge protestantismen og vælge Katolicismen.

FRIGIVET OG FRIHED

Den engelske protestantiske regering under Kong Edward VI tog en direkte interesse i fangernes velbefindende og i februar 1549, efter 18 måneder som galaj slave, blev Knox frigivet. Dette var sikkert ved direkte indgriben fra Kong Edward VI, som del i en fangeudveksling.

KNOX PURITANEREN

Knox tilbragte de næste 5 år i England som en æret gæst. Han blev givet prædiken mulighed i Berwick og Newcastle. I 1551, blev Knox udnævnt til kongelig præst for Kong Edward VI. Som præst havde han mulighed for at prædike for kongen, og bidrage til udfærdigelsen af den anden “Book of Common Prayer” (BCP). Knox, insisterede for eksempel på at sætningen “kneeling at the Lord’s Supper does not imply any adoration of the bread and wine, nor is such adoration intended or permitted. On the contrary, it is stated explicitly, firstly that the natural body and blood of Christ are in Heaven, not on earth, and, secondly, that at the Lord’s Supper both the bread and the wine stay the same as they are. To adore them is idolatry.” skulle inkluderes.

Da Knox blev inviteret til at blive biskop i Rochester, afslog han.

”BLOODY MARY” OG EKSIL

Da Kong Edward VI døde, 6 juli 1553, så fremtiden for protestanter i England sort ud. Mary Tudor gjorde klart at hendes intention var at genetablere Katolicismen som statsreligion. Knox beskrev Mary som den “onde engelske Jezabel.” Knox, sammen med tusindvis af andre engelske protestanter, søgte tilflugt i det protestantiske Tyskland og Schweiz.

SCHWEIZ

I begyndelsen af 1554, rejste Knox til Geneva, hvor han mødte John Calvin. Knox beskrev Calvins Geneva som “den mest perfekte Kristi skole der nogensinde har været på jorden siden apostlenes dage.” Knox mødte også Heinrich Bullinger i Zürich.

FRANKFURT

Knox bosatte sig i Frankfurt hvor en gruppe engelske og skottiske emigranter bad Knox om at være deres præst. Dette kastede Knox ud i foruroligende skænderier og kontroverser over hvilken liturgi der skulle benyttes. Knox var blevet kritisk overfor “the Book of Common Prayer” (BCP) og selv overfor Calvins “Genevan Order of Service” (GOS), så han lavede en ny gudstjeneste form, som blev kendt som “the Book of Common Order” (BCO). Men, denne blev afvist af en stor del af menigheden. I marts 1555, blev menigheden delt og flertallet foreslog Knoxs afgang. Nogle medlemmer i menigheden fik overbevist byrådet om at nægte Knox af prædike og til at udvise ham fra byen.

Det er interessant at bemærke at selvom hans “Book of Common Order” blev afvist af emigranterne i Frankfurt, blev den i 1560 den officielle gudstjenestebog i ”the Church of Scotland”.

HERRENE I MENIGHEDEN

Mens Knox var i eksil i Europa, blev der formet protestantiske menigheder i Edinburgh, Dundee, St. Andrews, Perth og Brechin. De fleste af disse var hemmelige møder og mange brugte den engelske “Book of Common Prayer.”

I december 1557, lavede en gruppe af skotske adelige en pagt om at “fremsætte og etablere det højt velsignede Guds ord og hans menighed” at afsværge Katolicismen og at etablere den protestantiske tro som den officielle religion i Skotland. Denne gruppe blev kendt som ”Herrene i menigheden”

GENEVA OG SKOTLAND

Efter at være blevet udvist af Frankfurt, var Knox hjælpepræst for en engelsk menighed i Geneva. Så i august 1555, vendte han tilbage til Skotland og brugte 9 måneder på at prædike omfattende over hele landet. De Katolske biskopper kaldte ham til Edinburgh i maj 1556 for at stå for retten. Knox vendte tilbage til Geneva hvor han hjalp medlemmer i hans menighed med en ny oversættelse af biblen til engelsk. Denne blev kendt som “the Geneva Bible.”

HVORNÅR ER DET RIGTIGT AT SLÅS?

Knox spurgte Calvin hvorvidt det var tilladt med magt at modstå en monark der var ugudelig . Calvin mente at det var muligt at individer kunne nægte at adlyde ordre imod Guds lov, men han kunne ikke acceptere revolution. Men, Knox var ved at komme til den opfattelse at kristne havde pligt til at gøre oprør mod en tyrannisk monark. En regents højeste pligt var at bevare den rene tro og tjeneste. I Knoxs “A Godly Letter” (1554) lærte han at nationen kunne åpdrage sig skyld ved at tolerere ondskab. Hvis folket tillod Katolicismen at vare ved, ville nationen være underlagt guddommelig dom og plage. Gud straffede hele Benjamins stamme, for eksempel, ikke fordi alle var horkarle, men fordi horkarle blev tolereret.

AFGUDER TIL ØDELÆGGELSE

I hans 1549 folder: “A Vindication That The Mass Is Idolatry”, lærte Knox at afgudsdyrkelse ikke bare indebar tilbedelse af noget der ikke er Gud, men også i at stole på noget der ikke er Gud. At ære noget i religion der er i modstrid med Guds ord er at læne sig op af noget der ikke er Gud. Det er afgudsdyrkelse. “Messen…er en vederstyggelighed.” Messen promoverede en falsk forligelse der var baseret på gerninger.

OPRØR MOD GUD

Siden Guds lov aldrig forandres. Må han reagere på synd i Skotland som han gjorde i Israel, f.eks. at opløfte en Jehu for at slå en ugudelig regent. Knox forlangte at Guds lov skulle opretholdes i Skotland. Hvis folket adlød de onde regenters uretfærdige ordre, ville de få en langt hårdere straf fra Gud end nogen regent kunne idømme dem for forræderi. At undlade at gøre oprør mod en ugudelig regent var “purt oprør mod Gud.”

FRA SEPARATION TIL SEJR

Knox mente at, når de er i undertal, er de trofaste kun pålagt at adskille sig fra afgudsdyrkelse. Men, når de troende er i en dominerende position, og forholdsvis forenede, skal de ikke blot adskille sig fra afgudsdyrkelse, de skal også afskaffe det. Hvis udryddelse af afgudsdyrkelse betød at styrte en tyrannisk regent, så var det nødvendigt. Knoxs prædikener og skrifter om emnet var fulde af skrifts eksempler: Abraham, Moses, Deborah, Samuel, Elisa, Hezkia, Jehu, Elias, Amos, Esajas, Josiah, Jeremias, og mange andre passager der handlede om pagten, renselsen af den nationale religion, modsættelse af autoriteter der promoverede afgudsdyrkelse og Guds suverænitet. “hvis prinser overstiger deres beføjelser…er der ingen tvivl om at de må modstås med magt.”

PRÆSTEN AF RETFÆRDIGHED

Luther blev beskyttet af prins Fredrick af Saxen, Zwingli af borgmesteren og byrådet i Zürich, Calvin havde Geneva byrådets støtte, den engelske reformation på den tid havde Kong Edward VI. Men, siden ingen sekulær myndighed kunne yde protestanterne beskyttelse, mente knox at de udnyttende magter skulle styrtes. I dette stod Knox alene blandt alle de ledende reformatorer i det 15 årh. Han udfordrede åbent den gængse tolkning af Rom, 13 som Luther, Zwingli, Tyndale og Calvin havde.

ET KALD TIL MODSTAND

I hans 1555 “Admonition to England”, fordømte Knox de ledere der var gået sammen om at genrejse nationen til katolicismen under dronning Mary Tudor. “Var hun…blevet sendt til helvede før disse dage, ville deres amoralske og onde adfærd ikke have været så tydelig for verden.”

I 1558, udgav Knox hans mest berygtede “The First Blast of the Trumpet Against the Monstrous Regiment of Women” sigted direkte til “Bloody Mary” – Englands dronning på den tid.

Knox udtalte at ingen kvinde kunne være en gyldig regent – i hvert fald ikke en der forfulgte sande kristne. “Bloody Mary” var en oprører mod Gud, “en forræderinde og rebel mod Gud.”

Knox erklærede at det var imod Guds lov og natur for sådanne kvinder at regere noget kongedømme, det underminerede både den guddommelige og naturlige orden. Han kaldte de trofaste til at “fjerne fra ære og autoritet dette naturens monster.”

I hans, “Appellations To the Nobility and Commonality of Scotland” gav han den jævne befolkning retten og pligten til at gøre oprør mod tyranni.

KONTROVERSER

John Calvin var oprigtigt uenig med Knoxs First Blast og forbød dens cirkulation i Geneva. Indenfor for få uger efter udgivelsen, døde “Bloody Mary” og den protestantiske dronning Elizabeth besteg den engelske trone. Nogle så Knoxs modige modstand mod “Bloody Mary” tyranni, som retfærdiggjort ved hendes pludselige afskaffelse og kroningen af en protestantisk dronning.

Men, de fleste så det som en stor politisk fejltagelse og tog afstand til Knox. Knox tilstod: “Mit First Blast har blæst alle mine venner i England fra mig!”

Dronning Elizabeth I var forfærdet over Knoxs folder. Knoxs forklaring om at “det monstrøse kvindelige regiment” som han referede til var “Blood Mary” Tudor af England, Mary af Guise og Mary, dronning af skotterne, syntes ikke at rette op på skaden. Ej heller reparerede Knoxs offentlige støtte af den nye dronning, Elizabeth I, som den protestantiske dronning af England, skaden af hans engang så stærke bånd til ”the Church of England”.

REFORMATIONEN FLYVER OVER SKOTLAND

I maj 1559, ankom Knox i Perth. Hans brændende prædiken mod katolsk afgudsdyrkelse var så effektiv at da gudstjenesten var ovre, begyndte menigheden med det samme at ødelægge altre, billeder, statuer og krusifikser. De fjernede alle de romerske overtros ting. Så besatte Menighedens herre militaristisk Perth, Sterling, St. Andrews, og ved slutningen af juni, Edinburgh. Der blev Knox valgt til præst ved St. Giles Kirk på High Street. Hans reformations prædikener vandt genklang over hele Skotland.

FRANSKMÆNDENE UDMANØVREREDE

For at modstå Mary af Guise, og hendes franske tropper, lavede de skotske Herre af menigheden Berwick traktaten, i februar 1560, med englænderne. Traktaten var så effektiv at 6 juli 1560 var både franskmændene og englænderne enige om at forlade skotsk jord. Uden fransk indblanden var reformationens fremtid i Skotland sikret!

TAKSIGELSE OG BEKENDELSE

Senere på måneden mødtes det skotske parlament ved St. Giles, i Edinburgh, til en stor ”Thanksgiving” (engelsk højtid) gudstjeneste hvor Knox prædikede for dem. Parlament beordrede så Knox og 5 af hans kolleger til at lave en trosbekendelse. Hurtigt sat på papir, på 4 dage, er den skotske bekendelse livlig og spontan, fyldt af profetisk og militant sprog. Den blev godtaget af parlamentet og varede ved i 90 år, som de skotske kirkers officielle teologi. (I 1647, blev den overgået af ”the Westminster Confession”.)

TRO I AKTION

”The Scots Confession” er bemærkelsesværdig idet den specificere praktisk kristen etik. Den opfordrer til godt borgerskab, ærbart liv og et engagement til social retfærdighed med disse ord: “At have en Gud, at tilbede og ære ham, at kalde på ham i trængsler, at agte hans hellige navn, at høre hans ord og tro det, at have del i hans hellige sakramenter.

“ Den anden måde er: at ære far, mor, monarker, regenter og højere myndigheder; at elske dem, støtte dem, adlyde deres ordre forudsat at de ikke er i modstrid med Guds bud, redde uskyldiges liv, styrt tyranni, forsvar de undertrykte, holde vore kroppe rene og hellige, leve i ædruelighed og mådehold, handle retfærdigt med alle mænd i ord og handling, og endeligt, at undertrykke enhver trang til at skade vores næste... modstridende handlinger er synd.” (Artikel 14)

EN HØJERE PLIGT

”The Scots Confession” tillader ikke bare at styrte tyranni, men gør sådan en handling obligatorisk. Tyranner defineres som de rigtige rebeller, mod kongernes konge. Artikel 13 beskriver amoralske handlinger som: “beskidte personer, afgudsdyrkere, drukkenbolte og tyve... mordere, undertrykkere og onde forfølgere.”

”The Scots Confession” gør det klart at ingen sekulær myndighed har absolut magt. Sekulære ledere er konstant på prøve og ingen kristen bør give ukvalificeret og absolut lydighed til nogen regering. Kristne må bevare retten til retfærdigt oprør mod tyranner.

Ingen anden reformations bekendelse vovede sig så langt i farligt terræn, at give teologisk retfærdiggørelse for oprør mod tyranner. Knox erklærede: “Farlige tider kræver livskraftig tro.”

Den 17 august, afskaffede Parlamentet messen, nægtede at anerkende at paven skulle have magt over Skotland, og trak alle reformations-tro, modsigende love tilbage.

OMFATTENDE REFORM

I 1560, blev Knoxs traktat om forudbestemmelse udgivet i Geneva. ”The Geneva Bible” blev også udgivet. Dette var den engelske menighed som Knows havde tjents værk. I december 1560, blev “First Book of Discipline”, udfærdiget af Knox og hans kolleger forevist ”the general assembly”. Knox lagde planer for en omfattende forståelse af evangeliet til ethvert område af skotsk liv. Han ønskede en skole i alle sogne, en kollega i enhver by, et universitet i enhver storby, og regelmæssig organiseret forsørgelse af de fattige.

I 1560, døde Knoxs kone, Marjory, også.

”MARY QUEEN OF SCOTS” (MARY DRONNING AF SKOTTERNE)

Selvom reformations Parlament af 1560 havde arbejdet sammen med John Knox for at fremme et Calvinistisk Skotland, satte tilbagevendingen af den katolske Mary Queen of Scots, i 1561, dette i fare. Som dronning nægtede hun at gå med til den nye orden og Skotland forblev officielt katolsk. Mary Stuart var arving til den engelske trone hvis Elizabeth døde. Med hendes stærke bånd til Philip II i Spanien, Og Guiserne i Frankrig, var den katolske trussel mod Skotlands reformation meget seriøs.

Skotterne var meget vel klar over at protestanterne i Holland blev tortureret, halshuggede, hængt, drukned, brændt og begravet levende under vatikanets tunge hånd. De havde kort forinden været vidne til en bølge af forfærdelige henrettelser under “Bloody Mary” i nabolandet England. Da rygterne cirkulerede om at Mary Stuart skulle giftes med Don Carlos, Philip II af Spaniens søn (ærke-forfølgeren af protestanter), prædikede Knox en knusende prædiken om at: “alle papister er kættere!”

Philip II var meget vel klar over at Mary Stuart var vatikanets bedste chance for at genrejse katolicismen i England: “Hun er den ene port af hvilken religion atter kan vende tilbage til England. Alle de andre er lukkede.”

AMORAL OG INTRIGER

Mary Stuart giftede sig med Lord Darnley af England, i håbet om at forene katolikker i England og Skotland. Da dronningen blev gravid, beskyldte hendes unge mand hende for utroskab med hendes privat sekretær, David Rizzio. Lord Darnley (nu Kong Henry) deltog i mordet på Rizzio, 9 marts 1556. Den 15 juni 1556, fødte Mary Stuart en søn: James Charles Stuart (som voksede op og blev James I af England).

Som hævn mod hans ytrede mistanker, arrangerede Mary Stuart, gennem hendes kæreste, Jarlen af Bothwell, snigmordet på hendes mand, Kong Henry (Lord Darnley). Mary overtalte Henry om at komme tilbage til Edinburgh, dulmede hans mistanke og arrangerede at han skulle springes i luften. Både protestanter og Katholikker i Skotland var vrede. Mary fik Bothwell for en narre-rettergang, ved hvilken han blev frifundet, og gav ham så Dunbar slot og meget andet land til hans hjælpere.

AT KONFRONTERE DRONNINGEN

Knox blev kaldt for dronningens råd – hvor han luftede sine mistanker. Så konfronterede han Bothwell med anklager om utroskab, delagtighed i mord, og voldtægt. Da Bothwell giftede sig med dronning Mary, maj 1567, blev nationen overbevist om at hun havde hjulpet med at få hendes mand myrdet. Der var mange krav om at hun skulle afsættes og folket vendte sig imod hende. Knox krævede at dronningen skulle stå rettergang for mord og utroskab – begge dødsstraf forbrydelser. Mary Stuart blev tvunget til at abdicere og de adelige arrangerede en hurtig kroning af spædbarnet, James V af Skotland (senere blev han James I af England og Storbritanien).

REFORMATIONEN TRIUMFERE I SKOTLAND

Ved denne kroning prædikede Knox fra prædikestolen om baby Joash som blev velsignet og kronet mens dronning Athaliah råbte forrædderi fra hendes palads. Prædikenen inkluderede detaljer fra biblen omkring hvordan de adelige var gået fra kroningen af Joash og over for at dræbe Athaliah, for at nedrive Ba´al templerne og genrejse profeternes vælde i landet. Mens Knox krævede Mary Stuarts rettergang, flygtede hun og rejste en hær på 6,000 katolikker. Men, da hendes hær blev konfronteret med de disciplinerede protestanter, smeltede Marys hær. Hun flygtede til England og søgte hendes kusines Elizabeths beskyttelse. Bothwell flygtede til Danmark.

James Stuart, Marys halvbror, blev regent i Skotland. James Stuart (1531 – 1570) havde været en indflydelsesrig figur i skotsk politik. Som 19 årig, var han allerede medlem af ”the Privy Council”. Han blev Mary Queen of Scots’s chef rådgiver da hun vendte tilbage til Skotland. Men, da han blev vundet til den protestantiske tro og blev medlem af de indflydelsesrige ”Herre i menigheden”, brugte han sin magt til at vedligeholde og udbygge protestantismen. Da Mary var tvungen til at abdicere i 1567, og hendes spæde søn, James VI blev kronet, blev Stuart udnævnt til regent. Han blev beskrevet som: “en Puritaner med naturlig charme og diplomati.”

UNDERTRYKKELSE OG OPFORDRING TIL OPRØR

På samme tid kogte Europa. Den spanske greve af Alva var faldet over de calvinistiske rebeller i Holland med ild og sværd. 8,000 hollandske protestanter blev henrettet. Yderligere 30,000 fik deres ejendom konfiskeret. Så i 1568, dømte Inkvisition alle 3 millioner hollandske protestanter til døden som “kættere!” Hollænderne stod modigt imod og erklærede uafhængighed. Philip II så en stor revolution i øjnene. Sammen med krigen i Holland, og borgerkrigen i Frankrig, inspirerede en pavelig bulle der ekskommunikerede Elizabeth en katolsk opstand under Jarlerne af Northumberland og Westmoreland. De katolske armeer i Northumberland tilintetgjorde bibler og bønnebøger, genindsatte messen i Durham katedral, og planlagde at redde Mary Stuart så hun kunne blive dronning af England.

AT FJERNE TRUSLEN

Elizabeths hær knuste det katolske oprør og efter flere andre intriger og konspirationer om at myrde hende og placere Mary på den engelske trone blev afdækket, dronning Elizabeth gik modvilligt med til hendes rettergang og henrettelse.

SNIGMORD

Snigmordet i februar 1570, på den protestantiske regent af Skotland, James Stuart, kastede Skotland ud i en borgerkrig. Senere det år, fik Knox et slagtilfælde. Men han blev ved med at prædike de sidste måneder af hans liv. Selv da hans helbred blev værre, insisterede han på at blive båret til prædikestolen.

SUCCES

Før han døde, 1572, havde Knox den glæde at se reformationen fra 1560 gjort officiel af det skotske parlament. Pavelig autoritet i Skotland blev forbudt. Alle fremtidige regenter af Skotland skulle sværge at opretholde de reformatoriske dogmer. Dagen før ha døde sagde Knox: “Jeg har kæmpet mod satan, so altid er rede til slaget; Jeg har kæmpet mod åndeligt ondskab og har holdt ud.” John Knoxs dedikerede arbejde resulterede i at Skotland blev den mest calvinistiske nation i verden.

HISTORIENS DOM

Otto Scott sammenfattede hans bedrifter i “The Great Christian Revolution”: “Knox havde gjort en regerende monark mere ydmyg, styrtet en regering, afskaffet et hierarki, omvendt folket og kunne se landskabet forandret ved hans indsats og undervisningen af hans mentor Calvin, ved slutningen af hans liv. Knoxs triumf i Skotland…kappede en streng til Frankrig og gjorde truslen mod den engelske reformation mindre.”

Ved hans grav erklærede en mand: “Her ligger en mand, der hverken frygtede eller roste noget kød.”

En af Knoxs tilhængere havde erklæret at hans prædiken var “timelig i stand til at indgyde os mere liv end 500 trompeters vedvarende lyd i vore øre.”

19 hundredtals historikeren, Thomas Carlyle, beskrev Knox som: “et yderst overraskende individ, at have vagt hele Skotland på blot nogle få år, næsten nogle få måneder, til måske den mest noble flamme af hellig menneskelig iver og modig beslutsomhed, til kun at tro det der er fundet fuldstændigt troværdigt, og at modstå hele verden og djævelen med den ene arm på ryggen, i et uoverstigeligt forsvar for det samme.” For Carlyle, var Knox mønster eksemplet på stålsat lederskab, “Den mest skottede af skotter…intet hyklerisk, dumt og falsk kan finde hjemsted i denne mand… frygtende Gud og uden nogen anden frygt.”

Douglas Wilson i hans biografi om Knox “For Kirke og Pagt” beskriver Knox som: “som Daniel i det gamle testamente, var han ligefrem i hans fordømmelse af synd, umådeholden i hans proklamering af sandhed og ensporet i hans lydighed mod Guds ord. Som Kong Josiah, i det gamle Israel, gjorde han hvad der var ret i Herrens øjne, og vendte sig aldrig til den ene eller anden side. Som den store general Josva, adlød han trofast skriftens klare befaling, altid stabil og ubøjelig. Men sådanne karaktertræk og sådanne synspunkter, ligegyldigt hvor overbevisende er uundgåeligt bekostelige. Det kostede næsten Knox alt i hans levetid og det har givet ham hadske og vrede beskrivelser hos samtlige sekulære historikere i årene efterfølgende…et simpelt kompromis her og der kunne meget vel have reddet ham fra fængsling, eksil og forbandelse. Men han nægtede at gå på kompromis. Han kunne have prøvet at arbejde indenfor systemet. Han kunne have prøvet forligelse, gøre plads, eller forhandling. Men han nægtede kompromis, risikerede alt af princip.”

John Calvin beskrev Knox som: “Guds brændejern” og som en “broder…der arbejder energisk for troen.”

Mary Stuart, Queen of Scots, er blevet hørt erklære, rystende og under tåre: “Jeg er mere bange for John Knoxs bønner end for en hær på 10,000.”

John Knoxs berømte bøn: “Giv mig Skotland eller Jeg dør!” blev grundigt besvaret i hans levetid.

“Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.” 2 Tim 4:7

Dr. Peter Hammond
Reformation Society
PO Box 74
Newlands, Cape Town
South Africa
Email: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Web:
www.reformationsa.org.za

 
Copyright © 2017. Frontline Fellowship. Powered by joomla
S5 Logo