JONATHAN EDWARDS - Et sind i brand for Kristus PDF Print E-mail

Amerikas største teolog

Jonathan Edward (1703-1758) spillede en ledende rolle i ”The Great Evangelical Awakening” (1735-1744) og i at forsvare den reformerte tro mod angreb fra deisterne og arminianisterne. Jonathan Edwards er blevet anerkendt, selv af sekulære historikere, som en af de mest originale tænkere, og indflydelsesrige intellekter i New Englands historie og amerikansk teologi. Han er også blevet beskrevet som: “Amerikas største teolog.”

Jonathan Edwards skrifter har bestemt tiltrukket mere opmærksomhed i England, Europa, og længere endnu, end nogen anden amerikansk teolog i over 250 år.

Et geni formes

Jonathan blev født 5 oktober, 1703, som det femte barn til Timothy og Esther Edwards. Jonathan var deres eneste søn ud af 11 børn. Han havde 10 søstre!

Jonathans far, Timothy Edwards, var en tredje generations New Englænder, en præst, som tjente sit East Windsor sogn trofast. Jonathans far, Timothy Edwards, tjente også som præst i hæren under en Indianer krig.

Jonathans morfar, var Solomon Stoddard, en berømt puritansk præst som tjente som præst i mere end 55 år.

Jonathans mor, Esther Stoddard voksede op i et hjem fyldt af bøger og ofte besøgt af New Englands elite. Hun blev beskrevet som “højt uddannet” og hun videregav sin egen kærlighed til bøger, til sin unge søn Jonathan.

Selv før han blev teenager, var Jonathan flydende i latin, græsk og hebraisk. Fra en meget ung alder var han meget metodisk og udviste bemærkelsesværdig tidlig modenhed både i videnskabelig observans og filosofisk spekulation.

Som en ung dreng, byggede Jonathan små fort i skoven for at holde bedemøder med sine venner. Han begyndte på ”the Collegiate School of Connecticut” (som senere blev til Yale Universitet) som 13 årig og var færdig som 17 årig, som den bedste i klassen.

Omvendt til Kristus

Kort før han blev student som 17 årig, blev han oprigtigt omvendt. Mens han læste: “Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.” 1 Tim 1:17, “Der kom i min sjæl... en følelse af ærefrygt for det guddommelige, en ny følelse, meget anderledes end noget jeg tidligere havde oplevet... fra det tidspunkt af begyndte jeg at have en ny forståelse og ideer om Kristus, og frelsesgerningen og den herlige frelses vej han havde beredt. ”

Dogmerne om Guds suverænitet, som tidligere havde virket ”uacceptable” for ham, virkede pludselig ”ekstremt dejlige, lyse og søde” for hans sjæl. Han frydedes over Guds suverænitet, ære og majestæt. Fra dette punkt bemærkede Edwards, at han vedvarende i naturen så: “Gudsstorhed, hans visdom, hans renhed og kærlighed... i alting; i solen, månen og stjerne; i skyerne og den blå himmel; i græsset, blomsterne, træerne; i vandet og al naturen” og dette betog hans sind. Næste gang han så en torden storm, var han forundret over at se de spektakulære lyn og ”høre den majestætiske og frygtindgydende stemme i Guds torden... min store og ærbare Gud... syntes det mig altid naturligt at synge...”

En puritansk tro

Fra begyndelsen trak Jonathan Edwards trenden blandt studenterne væk fra den puritanske tro som skolen grundlæggere havde. Jonathan gik imod tidsånden og begyndte at sluge skrifter af reformatorne og puritanerne. Guds ære og majestæt blev Edwards betvingende passion i livet.

Kaldet til tjenesten

Efter at have læst teologi i 2 år, blev Edwards kaldet til at være hjælpe præst for hans morfar, Solomon Stoddard, i Northampton, Massachusetts. Han blev vejledt af hans morfar i sognet i 2 år. Da Solomon Stoddard døde som 85 årig (efter at have været en mægtig prædikenmæssig påvirkning i Massachusetts i mere end 55 år), kaldte kirken i Northampton Jonathan Edwards til at blive deres præst.

I enhver henseende, var Jonathan Edwards en dedikeret og trofast præst. Han brugte gennemsnitlig 13 timer om dagen på studier og prædiken forberedelse. Edwards beskrev præstekaldet: “at redde fortabte sjæle og bringe dem til evig glæde.”

Han var forfærdet over ondskaben og verdsligheden i det samfund han var kaldet til at nå. Denne åndeligt-sindede præst, prædikede strenge og sårende prædikener som skar mange i hjertet. Han så menneskene i hans menighed som badet i amoral.

“ Evangeliet syntes for mig den største skat; skatten jeg længtes mest efter…vejen til frelse ved Kristus…ærbar og storslået, mest behagelig og smuk.” Hellighed blev beskrevet af Jonathan som “en sød, charmerende, fredelig, rolig.... uforklarlig renhed, lys, fred og kraft for sjælen.”

Jonathan Edwards prædiken blev beskrevet som “fængslende”, “oplivende”, “bemærkelsesværdig” og “belærende”. Han brugte ingen ”virkemidler” til sin prædiken, men overbeviste “med overvældende vægtige argumenter og med intens følelse.” Han prædikede imod synd som en skændig handling mod Guds suveræne majestæt. Han proklamerede behovet for guddommelig nåde gennem Kristus Jesus. Ved en ordinations prædiken erklærede Jonathan Edwards: “Præster er kun sendt i Hans erinde. De skal prædike det han byder dem. Han har placeret en bog i deres hænder der indeholder en sammenfatning af dogmer og byder dem at gå og prædike det Ord.”

Et ualmindeligt ægteskab

Da han var 20 mødte han Sarah Pierrepont. Efter fire år med ofte opslidende bejleri blev Jonathan Edwards gift med Sarah og begyndte således, det som beskrives som et ”ualmindeligt bånd.” Jonathan og Sarah blev velsignet med 11 børn. (I 1900 fandt man frem til de 1400 efterkommere efter Jonathan og Sarah Edwards og afdækkede at dette ene ægteskab havde produceret: 66 læger, 30 dommere, 65 professorer, 13 universitets præsidenter, 100 advokater, 1 Rektor for en top Jura skole, 1 Rektor på en medicin skole, 3 US senatorer, 3 borgmestre i store byer, 3 stats guvernører, 1 kontrollør i nationalbanken, og 1 Vice-Præsident i USA – som allerede året efter blev Præsident i USA – Theodore Roosevelt. Yderligere, har medlemmer af familien skrevet 135 bøger og redigeret 18 journaler. De var gået ind i præste tjenesten “i delinger” og udsendt over 100 oversøiske missionærer).

George Whitefield skrev om sin tid i Edwards hjemmet som en enorm velsignelse og inspiration. Om Jonathan og Sarah Edwards skrev han: “et sødere par har jeg endnu ikke set.” Han beskrev deres børn som “eksempler på kristen simplicitet.” Han beskrev Sarah Edwards som: “smykket med en ydmyg og stille ånd. Hun talte solidt om ting omkring Gud, og virkede som sådan en hjælp for sin mand, at hun fik mig til at forny de bønner...at det måtte behage Ham at sende mig en datter af Abraham til hustru.”

Sarah så det som sin åndelige pligt at holde hjemmet fredfyldt og rart så Jonathan kunne bruge den maksimale tid på studier og tjeneste. Hvordan hun var i stand til dette med 11 børn, som hun hjemmeskolede er en gåde. Til sidst på dagen ville Jonathan og Sarah ride på deres heste i den nærliggende skov og berige hinanden med de åndelige skatte de havde fået den dag.

Vækkelse

I 1734 vakte Jonathan Edwards prædiken om retfærdiggørelse ved tro en åndelig vækkelse i hans sogn. I december var der seks pludselige omvendelser. Ved forårstid var der omkring 30 om ugen. “Byen virkede til at være fyldt af Guds nærhed; den var aldrig så fuld af kærlighed, eller så fuld af glæde... der var bemærkelsesværdige tegn på Guds nærhed i næsten ethvert hus...Herrens dag var en fryd...alle oprigtig stemt på offentlig tilbedelse, alle lyttende ivrige efter at sluge alle præstens ord.”

Denne Helligåndens gerning spredtes gennem ”the Connecticut River Valley”, og udover hele Nord Amerika, og så over atlanten til de britiske øer.

Edwards nøjagtige beretning om denne vækkelse: “En trofast fortælling om Guds overraskende gerning” blev udgivet i 1737. Snart blev den genudgivet i England (redigeret af den kendte salme digter Isaacs Watts). Engelske evangelist George Whitefield læste Edwards bog og gjorde det til et punkt at besøge ham på hans prædike tur i Amerika.

Da Whitefield prædikede i Edwards kirke blev det rapporteret: “Forsamlingen var overordentligt smeltet... næsten alle i forsamlingen var i tåre en stor del af tiden.” Gennem George Whitefields omrejsende prædiken, spredtes ”the Great Awakening” ud i de engelske kolonier i Nord Amerika og længere endnu.

Den mest kendte prædiken

Det var kort efter Whitefields besøg at Jonathan Edwards prædikede hans mest kendte prædiken, muligvis en af de mest kendte prædikener i historien, “Syndere i hænderne på en vred Gud.” Det var 1741. Stilen mindede om prædikener til en dømt lige før han skal henrettes. Det blev forventet af prædikanten at han skulle lægge vægt på deres umiddelbare møde med Guds dommer sæde og opfordre dem til at vende om/angre. Da disse prædikener oftest blev udgivet ville de fleste med det samme genkende stilen.

I et meget chokerende træk, brugte Edwards denne type prædiken på de “respektable” kirkegængere og udmejslede der usikre stilling i forhold til en Hellig Gud. Menneskets totale fordærv, Guds hellighed og vrede og den eneste vej til frelse ved Kristus blev præsenteret kraftfuldt i den knusende effektive prædiken. Liv blev forandret, tidligere lunkne og verdslige kirke medlemmer forlod tvivlsomme handlinger og forsamlinger og samfund blev damatisk forandret.

Mange af Edwards Bibel studier og prædikener blev senere udgivet. Dette inkluderede ”Justification By Faith” (1737), ” The Distinguishing Marks of a Work of the Spirit of God” (1741), ” Thoughts on the Revival” (1742), og ”Religious Affections” (1746).

David Brainerd

I 1749 udgav Jonathan Edwards dagbøgerne af missionær David Brainerd (1718-1747). I Brainerd, den unge dedikerede missionær som bragte evangeliet til indianerne, fandt Jonathan Edwards et levende eksempel på alt han havde prædiket og skrevet om, omkring en kristens forandrede liv i hellighed. Brainerd var forlovet med Jerusha Edwards, men fik tuberkulose og døde i Edwards hjemmet som 29årig. Kort efter døde Jonathan Edwards datter af den samme tuberkulose, som han havde fået mens hun plejede hendes forlovede.

Edwards bog: ” The Life and Diary of Rev. David Brainerd” blev brugt på en stor måde til at inspirere det 19 århundredes missionsbevægelse. Den opvakte utallige missionære, inklusiv faderen til den moderne missionsbevægelse, William Carey, ud i fremmede marker.

En dedikeret præst

Jonathan Edwards var overbevist om at han ville opnå det største gode ved studie, prædiken, skrivning, rådgivning og gennem bøn. Meget af dette blev opnået i han studer-kammer hvor han udøste sin sjæl i ivrig bøn og rådgav mange medlemmer i menigheden.

Hans prædikener blev skrevet fuldt ned, begrundede, dogme sætninger, baseret på bibelsk udlægning og med en karakteristisk puritansk applikations del fra hovedet til hjertet, fra tro til praksis. Han opdelte sine prædikener i tre sektioner: Tekst, Dogme og Applikation – alle gennemvædet af skriften. Hans stil blev beskrevet som: tilbageholdent og kraftfuldt. Edwards opmuntrede sine medlemmers intellektuelle liv ved at udlåne sine bøger.

En striks disciplinering

Da det blev klart at nogle af omvendelserne i hans midte ikke var oprigtige, nægtede Edwards dem adgang til nadverbordet. Dette medførte meget utilfredshed i hans menighed. Han insisterede på at kun folk der havde kommet med en offentlig trosbekendelse, som også indeholdt en beskrivelse af deres personlige omvendelse, kunne modtage nadver. Dette omstødte hans morfars åben nadver position og gjorde at han blev stemt ud af kirken, med en overvældende 230 mod 23.

Afvist

Nogle klagede over at Edwards ikke besøgte medlemmers hjem, men snarere modtog dem der søgte råd i sit studer kammer. For at kunne bruge mere tid i sine skrive tjeneste, foretrak Edwards at dem der søgte råd kom til ham, frem for at han ren rutine mæssigt skulle tage ud til dem. Andre var forargede over Edwards “strenge” håndtering af nogle unge mænd der havde brudt accepterede etiske standarder, ved at læse deres navne højt fra talerstolen. Da flere af disse var fra højtstående Northampton familier, indbragte det ham en del modstand fra flere familier. Mange status-bevidste, etablerede familier, kunne ikke lide at blive mindet om at deres personlige bedrifter ikke var andet end ”beskidte klæder” i Guds øjne. Edwards samvittighedsmæssige insisteren på menigheds renhed havde gjort mange af dem fra Northampton der gik mere op i social status meget forlegen.

Bortvist

Den 1 juli, 1750, med intet embede at flytte til, prædikede Edwards si afskedsprædiken i kirken i Northampton. Han blev så missionær hos ”Housatomic Indians” i frontlinje byen Stockbridge. Dette begyndte syv års modgang og praktisk eksil. Han blev betragtet som en verdslig fiasko, efter at han var blevet tvunget til at forlade sit embede og leve i yderste fattigdom. Og dog, blev denne missionær stilling ved fronten til den mest produktive tid for hans skriver tjeneste.

Sande og falske omvendelser

I hans “Distinguishing Marks of a Work of the Spirit of God” (1741), skelnede Jonathan Edwards mellem sande og falske omvendelser. “Generelt set, har der været en stor og bemærkelsesværdig omvendelse og helliggørelse hos folket her.” Men, han reporterede uregelmæssigheder og overdrivelser der krævede at man skulle “prøve ånderne om de er fra Gud.” 1 John 4:1

Udvortes, forlader den frelste sine gamle syndige veje. Indvortes, vidner de om en ny og livlig sans for Guds nærvær og en ny attitude til åndelige sager. Men, vækkelsen blev såret følelser og forstyrrende opførsel hos nogle. Edwards påpegede at Gud havde skabt sjælen med to egenskaber: intellekt og vilje. Man kunne have spekulativ visdom uden et forandret hjerte.

For eksempel, kan vi måske huske en matematisk formel eller de 10 bud, men blot kendskaben vil ikke nødvendigvis påvirke vores motiver eller handlinger. Edwards diskuterede ikke-tegn der hverken be- eller af-kraftede Helligåndens tilstedeværelse. Iblandt disse inkluderede Edwards intense religiøse oplevelser, “kropslige manifestationer”, ekstensiv og ivrig religiøs samtale, praktisering af religiøse handlinger, kendskab til skriften og selv direkte kommunikation med Gud. Som han påpegede, at i skriften talte Gud selv til ikke-troende.

Kendetegnene på en sand kristen

Kendetegnene for en sand kristen identificere Edwards som helhjertet kærlighed til Gud og vor Herre Jesus Kristus, ikke for, fred, behagelighed og evigt livs gavn – selvom disse kommer som bi-produkter for frelsen. Hellere, dog, elsker den sande troende Gud, for hvem Gud er. Ikke kun for hvad Gud gør.

Åndelige affektioner inklinerer vort syndige jeg, væk fra selvviskhed og mod Guds ære. De rigtige afdækkende kendetegn for en sand troende kan ses i åndens frugter: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5:22-23).

Hellighed kommer fra hjertet, eller viljen, snarere end fra vores forstand. Hellige affektioner (følelser og viljen) er substansen for sand tro.

Guds ånds gerning er set i dem der er: ydmyge, kærlige i ånden, åndeligt sultne, selv reflekterende og rolige, og vedblivende i hellig affektioner. Hovedtegnet for alle nådens tegn, en kristens sande kendetegn, findes i kristen kærlighed og handlen. “Gudfrygtighed i hjertet har en dirkekte relation til handling, som en fontaine har til en bæk eller som som solens skinnende natur har til de stråler den sender us, eller som livet har til åndedrattet.”

Sand kærlighed ses i offeret

Kristen tro i aktion, levet ud i handling, midt i livets prøvelser, er det mest overbevisende bevis på sand kristendom. En person føler måske intenst, taler, lytter, synger og beder, men medmindre de følges af integritet og kærligheds handlinger og barmhjertighed, er de ikke overbevisende bevis for retfærdiggørelsens gerning. Edwards opfordrede sine læsere til at skelne mellem sand kristen oplevelse og forfalskningen, ikke så meget ved hvad folk sagde, men ved hvad de gjorde.

En glædesfyldt tro

Jonathan Edwards insisterede på at troende skulle forvente glæde fra deres tro. Sand kristendom ”undfanger kærlighed og fred, velvilje med andre, broderlighed venlighed, gensidig velvilje, gavmildhed og bekymring for ens næste. ”

En hjertes sag

Edwards lærte at “sand religion” er først og fremmest et hjertes spørgsmål. Man kan kende om Helligånden arbejder i én, idet Helligånden re-orienterer vores sjæl. Det vigtigste bevis for retfærdiggørelse er hjertets forandring, forandring af vores affektioner, der bringer os til at elske Guds vilje og finde glæde ved at følge hans veje.

Gud selv

Gud selv er kilden til alt der er godt, sandt og smukt. Et kærligheds bånd til Gud bringer en hidtil uset glæde og personlig fuldbragthed og en bibelsk kærlighed til Gud og vores nabo. Han citere Augustins ”bekendelser”:”Du har skabt os til dig selv, og vore hjerter er hvileløse til det hviler i dig.”

Edwards lærte at Gud har skabt os med en længsel kun han selv kan tilfredsstille. Men, vi syndere prøver at fylde dette Gud-formede vakuum med afguder af stolthed, grådighed og liderlighed. Han lærte at godhed aldrig kan skilles fra gudsfrygt. Det som ikke er gjort for at tjene kristus kan på ingen måde kaldes godt.

Skabelsen vidner om skaberen

Edwards lærte at alt i naturen og historien taler om Kristus og hans evangelium, hvis blot det forstås korrekt. Han viste billeder, typer og skygger af guddommelige ting i naturen og historien.

For eksempel, lærte han at forårets sagte proces var forordnet af Gud til at illustrere den gradvise forøgelse af Guds rige på jorden, og at ”svineriet” nyfødte børn er dækket i, er Guds måde at understrege alle menneskers syndighed.

Calvinisme vs. Arminianisme

Han lærte at det calvinistiske dogme om forudbestemmelse giver den største støtte for sand moralitet. Bedre end noget andet alternativt syn, viste han at calvinisme holder mennesket ansvarligt for dets egne handlinger. Frihed og forudbestemmelse er essentielt forenelige. Han bog ” Original Sin”, er et solidt forsvar for det kontroversielle dogme omkring forudbestemmelse. Han viste de logiske stridigheder i Arminianisme. Edwards var ikke fatalist. Folk skal stå til regnskab overfor Gud og de er fuldt ud ansvarlige for deres handlinger. Alligevel er det Guds nåde alene der frelser syndere.

Emotioner vs. Emotionalisme

Mange af Edwards værker forsvarede vækkelserne imod dem som ikke ville have nogle følelser i religion, og dem der ikke ville have andet end følelser i deres.

Jonathan Edwards var en meget disciplineret person som vedligeholdt en livslang vane med at stå op kl 4 om morgenen. De fleste af hans dage var til intensiv studie, prædiken forberedelse og skrivning. Han insisterede på at sand kristendom er rodfæstet i et forandret hjerte. Hans ” Treatise on Religious Affections” (1746) er et mesterstykke i åndelig dømmekraft. Jonathan Edwards kombinerede intellekt og pietisme, hoved og hjerte, dogme og hengivenhed i en bemærkelsesværdig balance. Han opfordrede til kristen salme sang, især dem af Isaac Watts.

Med de sidste Mohicanere

Gennem sine syv års missionsarbejde i Stockbridge, blev Jonathan Edwards bekendt med de sidste Mohicanere. Mohicaner børn boede ved missions skolen, og hans søn, Johnathan, brugte et år i Mohicanske landsbyer hvor han lærte deres sprog. Da den fransk indianske krig brød ud, forlod Mohicanerne Stockbridge, nogle for at kæmpe på englændernes side.

Kaldet til Princeton

Endelig, efter syv års eksil i Stockbridge, blev Jonathan Edwards intellektuelle statur endelig anerkendt da han blev inviteret til at blive præsident for det nye Princeton Universitet. Han ankom i januar 1758, men på grund af en eksperimentiel vaccine mod skoldkopper, som han fik den 13 februar, døde han af sygdommen den 22 marts. Han var kun 55 år gammel.

Kaldet til herligheden

Hans sidste ord talte om hans kærlighed til hans kone Sarah (som stadig var i færd med at pakke deres ting sammen i Stockbridge som forberedelse til at flytte til New Jersey) og opfordrede hans børn til at finde troen på Gud. Han bad om ikke at blive givet en storslået begravelse, men at man i stedet skulle give de mulige penge til velgørenhed. Hans sidste ord til hans datter som tog sig af ham var: “stol på Gud og så har du ingen grund til at frygte.”

Han taler stadig til os i dag

Tragisk nok, blev det kæmpe værk som Jonathan Edwards var begyndt på, om at arrangere en sammenhæng mellem kristen dogme og etik, opstillet historisk, kun lige begyndt. Men, flere af hans andre værker som var næsten komplette ved hans død, blev senere gjort færdige og udgivet, såsom: ” The End for Which God Created the World” (1765); ” Nature of True Virtue” (1765) og ” History of Redemption” (1774). På grund af hans skrifter, hans eksempel på personlig hellighed, og hans indflydelse som en dedikeret kirkeleder, er Jonathan Edwards vedblevet med at udøve en enorm indflydelse på reformerte kirker i Amerika og England. Hans forsvar for historisk calvinisme holdt rationalismens og romantesismens flodbølge tilbage. På mange måder hjalp Edwards lange år på missionsmarken med at producere nogle af hans største værker, som stadig velsigner kirken i dag.

Edwards kald til bøn for vækkelse: ” A Humble Attempt to Promote Explicit Agreement and Visible Unity of God’s People in Extraordinary Prayer for the Revival of Religion” (1749)blev spredt vidt over de engelske øer og havde en enorm indflydelse på William Carey som havde denne bog med til Indien. Jonathan Edwards insisteren på en livskraftig tro i hoved og hjerte, hellighed og tjeneste, vedbliver med at udfordre og formane kristne til den dag i dag.

“ Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.” 1 Tim 1:17

Dr Peter Hammond
Reformation Society
P.O. Box 74
Newlands, 7725
Cape Town, South Africa
Tel: (021) 689 4480
Fax: (021) 685 5884
Email: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Website:
www.ReformationSA.org

Bibliography:
The Life and Character of the Late Reverend Mr Jonathan Edwards , by Samuel Hopkins, 1764
Jonathan Edwards: 1703-1758, by Ola Winslow, Macmillan, 1940
Jonathan Edwards : A New Biography, by Iain Murray, Banner of Truth, 1987
Jonathan Edwards : A Life, by George Marsden, Yale University Press, 2003
Jonathan Edwards On Revival (including: A Narrative of Surprising Conversions, 1736, Distinguishing Marks of a Work of the Spirit of God, 1741; and Jonathan Edwards Selected Works, edited by Iain Murray and published by Banner of Truth, 1958), Banner of Truth, 1965
Jonathan Edwards On Knowing Christ, Banner of Truth, 1990
Jonathan Edwards : Puritan, Preacher, Philosopher, by John Smith, Notredame, 1992
God of Grace and God of Glory : An Account of the Theology of Jonathan Edwards, by Stephen Holmes, Eerdmans, 2001

 
Copyright © 2017. Frontline Fellowship. Powered by joomla
S5 Logo