WILLIAM WILBERFORCE Og kampagnen for at ende slaveriet PDF Print E-mail

William Wilberforce forbliver et inspirerende eksempel for os alle – på mod, integritet og vedholdenhed mod alle odds. 2007 markerede 200 året for afskaffelsen af slavehandlen af det britiske parlament. For at markere dette enorme vendepunkt i verdenshistorien, blev der produceret en storfilm om William Wilberforce, og hans kampagne for at ende slaveriet:”AMAZING GRACE” .

Der var intet i Wilberforces tidlige parlaments karriere der indikerede hvilken dramatisk indvirkning han ville få på verdenshistorien. Opvokset under priviligerede omstændigheder hos den sociale elite, uddannet ved Cambridge, William blev beskrevet senaften, fest glad, overklasse hedning da han først blev valgt til parlamentet som 21 årig. Gennem at læse bogen “The Rise and Progress of Religion in the Soul” kom han til en dramatisk omvendelse til Kristus. Han blev forfærdet over hans “formløse lediggang” og pintes over “de mest værdifulde år af livet spildt og muligheder tabt, som aldrig kan genvindes.” Han meldte sig ud af fem klubber på en dag, han holdt op med at tage til tvivlsomme shows i teatret og holdt op med at spille hasard. Med en ny intellektuel grundighed satte han sig for at genvinde hans forsømte år ved at dedikere gennemsnitlig 9 timer om dagen til studie.

Han gik til John Newton, den tidligere slaveskibs kaptajn, som var blevet omvendt (og senere skrev

“ Amazing Grace” ) for at få et råd. Skulle han forlade politik og gå ind i tjenesten? John Newton formanede ham om at forlade hans post i parlamentet ville være at dessertere fra den pligt Gud havde kaldet ham til: “Det håbes og tros at Herren her oprejst dig til gavn for hans kirke og til gavn for nationen.”

Da han blev omvendt var der kun to andre evangeliske medlemmer af parlamentet. Men, da han døde var der over 100 evangeliske medlemmer i the House of Commons og the House of Lords!

William skrev en kraftfuld bog: “Practical Christianity” som var en øjeblikkelig bestseller. Den gennemgik fem udgaver på de første seks måneder, og var en bestseller både i England og America, den blev også oversat til fransk, italiensk, spansk, hollandsk og tysk. David Livingstone bevidnede at “Practical Christianity” var en af de mest vigtige og indflydelsesrige bøger han havde læst.

Søndag den 28 oktober 1787 skrev Wilberforce i sin dagbog: “Gud den almægtige har sat to store opgaver foran mig: at undertrykke slavehandlen og at reformere samfundet.”

Da han indså at han skulle i krig med en ekstrem profitabel forretning, med dybe finansielle interesser og politisk støtte, forberedte William sin kampagne meget grundigt. Han samlede en gruppe af researcher og assistenter omkring sig der var dedikerede til at afskaffe slaveriet. Den 12 maj 1789 introducerede han et lovforslag om afskaffelse af slavehandlen med en fyrig tre en halv time lang tale der fremsatte tolv resolutioner mod handlen. Skildringer beskriver det som den mest gribende og rørende tale der nogensinde er holdt i parlamentet. Wilberforces ven, Premier Ministeren, William Pitt, erklærede at Wilberforce havde “den største veltalenhed af alle mennesker Jeg har kendt.”

De fleste medlemmer af parlamentet var overbevist om retfærdigheden i Wilberforces argument, men de var bange for at en afskaffelse ville ende i en økonomisk katastrofe. Der blev givet tid til at slavehandlerne og plantage ejerne kunne komme med beviser som svar. Tragisk nok så udbrød den franske revolution før den næste session, hvor der skulle stemmes om forslaget. Folkestemningen vendte sig imod en afskaffelse – som reaktion på anarkiet og massemordene på den anden side af kanalen. Den stadigt værre situation i Frankrig, et blodigt oprør af slaver i San Dominique og senere massakre af slaver på Haiti førte til yderligere offentlig stille panik, som påvirkede debatten imod afskaffelse. Wilberforces lovforslag blev nedstemt.

Faktummet at Britannien lige havde mistede deres amerikanske kolonier, at King George III var ved at blive sindssyg og at der var udsigt til krig mod Frankrig hjalp ikke på tingene. Wilberforce blev en af de mest forhadte mænd i England og han vedblev med at rejse sagen mod slaveri. Wilberforce blev målet for en smæde kampagne i medierne. Han blev fysisk overfaldet og blev endda mål for mordforsøg. Alligevel, blev han ved og efter et livslangt korstog blev han belønnet med frigivelsen af alle slaver i det britiske rige.

Den ekstraordinære stædighed som William udviste gennem 46 års lovgivnings krig er en epoke i parlamentarisk vedholdenhed. Afskaffelse af slavehandlen blev for William “det store formål med min parlamentariske eksistens…” at være “instrumentet til at stoppe sådan en ondskab og nederdrægtighed som...vanærede et kristent land.”

I de første 20 år af hans kampagne, blev han afvist af de fleste af hans venner, gjort til skurk af sine fjender og ladt i stikken af selv de fleste kirkemænd. Hvert år kom han med nye lovforslag mod slaveri og blev slået hvert år. Hans evne til at komme igen er desto mere bemærkelsesværdig når man tænker på at William var kort, ofte syg og led af dårligt syn. Han led af lunge problemer og udviklede en pukkelryg der tvang ham til at gå med et metal og læder korsset under sit tøj som støtte, de sidste 18 år af hans liv. Dog opvejede han mere end nok for sin svage krop med sit ihærdige sind og grænseløse energi. Han var ikke bare en veltalende taler, men en gavmild ven og medlidende med fremmede.

Hans modstandere beklagede sig over at Wilberforce sprang lige op igen hver gang de slog ham ned. Han var en mand der simpelthen ikke ville give op. Hverken fysiske handicap, den offentlige mening, karakter mords kampagner, politisk pres, eller fysiske trusler kunne afskrække ham eller få ham til at bøje af fra at fuldføre sin mission om at sætte de fangne fri.

Kristi eksempel inspirerede ham: “Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,” Es 61:1

Hans ven, premier ministeren, Pitt, advarede Wilberforce om at hans evangeliske “enthusiasme” og upopulære kampagne om at afskaffe slaveriet, var en fare for hans politiske karriere. Wilberforces position som medlem af parlamentet for Yorkshire, det største amt i England på den tid, og vundet ved en jordskredssejr, havde givet ham en uangribelig position i politik og i samfundet, og han kunne være på vej til at blive den næste premier minister i England. Nu, satte hans stædighed og “enthusiasme” hans politiske fremtid på spil.

Men, Wilberforce var ingen politisk pragmatist. Han var en radikal Gud centreret kristen hvis hovedopgave ikke var at vedtage love der ville gavne samfundet, men at vedtage love der udviskede de af samfundets handlinger der var provokerende for Gud. William erklærede at Guds æres suverænitet i alle ting var ”den store styrende leveregel ” for hele livet. At vanære Gud kunne ødelægge det gode i samfundet. For det gode i samfundet, må det gode i samfundet ikke være det vigtigste gode. Guds Ord, Guds Lov, Guds ære må være vores første prioritet.

William erklærede at de centrale kristne dogmer om menneskets syndighed, evig dom, Kristi stedfortrædende offer på korset, retfærdiggørelse ved tro alene, genfødsel ved helligånden og den praktiske nødvendighed af et frygtbart liv i tjeneste for Kristus knuser stolthedens og grådighedens kraft og frygt og fører til en forandret moral.

“ Intet menneske har ret til at være doven” skrev Wilberforce. Han udfordrede sine samtidige til at bruge deres “helbred, fritid og overflod” på at “finde noget uvidenhed at undervise, noget forkert at rette, en nød at stille, noget elendighed at ende.” Wilberforce var passioneret overbevist om at vi er frelst til at tjene.

Enkelthed og gavmildhed var en del af hans liv. Han vedtog at give mindst ¼ af hans indtægt til de fattige (udover hans tiende til kirken og andre missions virksomheder). I 1803 hjalp Wilberforce med at grundlægge det britiske og udenlandske bibel selskab. Han støttede Hannah Mores pioneer arbejde med søndagsskoler for de fattige, han hjalp med at starte kirke missions selskabet, selskabet for bedre opretholdelse af Søndagen, og det royale selskab til hindring af ondskab mod dyr (RSPCA). William var en stor dyreven, og der fortælles at da Wilberforce var vidne til en droche hest der blev slemt pisket, idet den kæmpede for at trække en ladning sten op af en bakke, gik Wilberforce imellem og så stærkt kritiserede rytteren, som havde bandet af ham til at begynde med, at til sidst erklærede rytteren: “Mr. Wilberforce…Jeg vil aldrig slå min hest igen!”

William sponsorerede missionsture til Tahiti og støttede regelmæssigt William Careys Baptist missionstur til Indien.

Wilberforce betog ”the House” med beretninger fra William Careys (ulovlige) missionstur til Indien og den forfærdelige fattigdom, elendighed, modvilje mod at lindre menneskelig lidelse og menneskerettigheds krænkelser som suttee (enke brænding) og det forfærdelige kaste-system i Indien. “Kuren, Hr, er kristendom…kristendom påtager sin sande karakter...når hun tager under sin beskyttelse de forarmede skabninger som filosofien ser ned på med modvilje eller måske påtaget nedladenhed…kristendom finder glæde i at undervise uvidenheden, at støtte de trængende, at trøste de sorgfulde, at besøge de forladte.”

Da han blev skudt i skoene, at ”påtvinge hans syn” på indianerne, svarede han “Tvang og kristendom! Jamen de er jo hinandens modsætninger – ideerne er uforlignelige…kristendommen er frihedens lov!” Han spurgte ikke parlamentet efter at organisere evangelisme, men blot at tillade det. Siden ”the East India Company” var blevet givet monopol af parlamentet, var det op til parlamentet, at sikre at de praktiserede religiøs frihed i Indien.

“ Ved siden af slavehandlen, har jeg længe anset vores undladen at introducere velsignelserne ved religiøse og moralske forbedringer blandt vore undersåtter i østen, som den største af vore nationale forbrydelser…vi har for mange…som syntes at tro at vores herredømme er mere sikker under Brahma og Vishnu, end under den Almægtige.” Wilberforce kæmpede succesfuldt for en ny statstilladelse for alle slags missions aktiviteter. Denne kampagne blev støttet af underskriftsindsamlinger med mere end 500.000 underskrifter!

William Wilberforce brød ny grund for hvordan man vækkede den offentlige mening for at udspille de forstokkede og korrupte interesser hos slave- og plantage-ejere i parlamentet. Wilberforce udviklede traktat krigene, underskriftsindsamlingen, grafiske ark, lokale selskaber og stemmeguides.

Mens han kæmpede mod slaveri i udlandet, var Wilberforce også dybt engageret i reform derhjemme, han var imod piskning i hæren, søgte at forbedre fængselsforhold, at forbedre arbejdsvilkårene for arbejderne i kulminerne og var den første til at føre en kampagne imod misbrug af børnearbejde i bomuldsmøllerne. Han pionerede også populær uddannelse og førte kampagne mod spille-lovene.

I 1807, 20 år efter han begyndte sit korstog og midt i Englands krig med Frankrig, blev Wilberforce og hans hold af trofaste arbejdere belønnet med sejr. Det moralske vision og det politiske momentum for afskaffelse var uigenkaldelig. Endelig, i de tidlige morgen timer, den 23 februar 1807, blev afskaffelses lovforslaget vedtaget i ”the House of Commons”. En ny generation af statsmænd, inspirerede af Wilberforces vedholdende eksempel, rejste sig og talte for lovforslaget. Aftemningen om at afskaffe slavehandlen blev vundet med overvældende 283 for og 16 imod! ”The House” rejste sig næsten alle mand, med stor jubel og gav Wilberforce den største klapsalve i engelsk historie. William bøjede sig forover i sit sæde, med hovedet i hænderne og græd glædes tårer ned af kinderne. Hans lange korstog gennem 20 år var blevet kronet med succes af Gud den almægtige.

Dette var blot den første sejr i den vedvarende kampagne for at sætte de fangne fri. I 1809 fik britiske skibe tilladelse til at undersøge formodede slaveskibe, selv udenlandske fartøjer, ude på havet. I 1810 gjorde parlamentet savehandel til en forbrydelse med straf op til 14 års tugthusarbejde. I 1815 insisterede den britiske regering på at afskaffelse af slavehandel skulle indgå i den internationale traktet – ”the Congress of Vienna” som endte napoleons krigene. I 1824 vedtog England en lov der gjorde slavehandel lig med pirateri som gjorde det strafbart med dødsstraf. Endelig, i 1833, mens Wilberforce lå døende, blev en løber sendt afsted til hans hus for at fortælle ham at hans livstids kampagne over 45 år, nu var fuldt nået. Parlamentet havde vedtaget at alle 700.000 slaver i de britiske oversøiske territorier blev sat fri.

“ Tak Gud at jeg har levet til at være vidne til den dag hvor England er villige til at give 20 millioner sterling pund for afskaffelse af slaveriet!” udbrød han i glæde .

“ Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” 2 Kor 3:17

William var en meget munter kristen. Han nød at synge salmer, både ved familie bønner og alene. Han sagde ofte: “En kristen burde have glæde...det er hans pligt at være overstrømmende i tilbedelse.” Han lærte at “hvis en mand kan stjæle din glæde, kan han stjæle din gavnlighed.” Glæde var både en overlevelses og udholdenheds metode for Wilberforce, og også en handling af underkastelse, adlydelse og tilbedelse “Et koldt…ufølsomt hjerte er…dybt kriminelt…” For Wilberforce, var glæde ikke en mulighed. Det var en klar ordre fra Gud almægtig. “Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” 1 Thess 5:16-18

Wilberforce er bevis på at en mand kan forandre sin tid, selvom han ikke kan gøre det alene. Wilberforce blev en national samvittighed. Han grundlagde en ny politisk integritet, i en tidsalder af korruption og forvandlede ”the House of Commons” fra en selv-gavnende klub til en forsamling der varetog det fælles bedste for mennesker verden over. Han sikrede sig at den engelske udenrigspolitik ville have sine rødder i det bibelske princip om at elske sin næste. Han forandrede sine landsmænd attitude overfor Afrika og Indien. Han plantede i den offentlige samvittighed, ikke bar en følsomhed overfor uretfærdighed, men en positiv følelse af forpligtigelse overfor alle mennesker. Han inspirerede det ideelle forvalterskab, der skulle påvirke engelsk opførsel i udlandet i mindst 100 år frem.

Afskaffelse af slaveriet var en af de store vendepunkter i historien. Wilberforces glædesfyldte og dynamiske, praktiske kristendom havde overvundet al modstand og blev taknemmeligt brugt af Gud den almægtige til at bringe frihed og liv til millioner af mennesker.

Må Gud opløfte en ny generation af reformatorer og statsmænd som, i William Wilberforce tradition, vil vedholde personlig integritet mens de kombinerer evangelisations iver med bekymring for social velfærd og retfærdighed.

“ udråbe frigivelse i landet...” 3 mos 25:10

Må hver af os kende, som William Wilberforce gjorde, vor Herres glæde som vor styrke (Neh 8:10).

Dr. Peter Hammond is the author of The Greatest Century of Missions and The Greatest Century of Reformation . Other lectures by Dr. Hammond on Reformers and missionaries of the past are accessible on www.ReformationSA.org ; and audio CDs on William Wilberforce and Slavery : the Rest of the Story are available from Christian Liberty Books , P.O. Box 358, Howard Place, 7450, Tel & Fax: (021) 689-7478, Fax: (021) 685-5884, Email: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , Website: www.christianlibertybooks.co.za

 
Copyright © 2017. Frontline Fellowship. Powered by joomla
S5 Logo